Om mig.

Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2013, blev autoriseret i 2017 og har en 2-årig kognitiv terapeutisk specialistuddannelse indenfor Compassion Focused Therapy (CFT) fra 2021. Jeg er desuden uddannet yogalærer i Yin Yoga i 2024 med fokus på bl.a. stress og dets indvirken på menneskets hormonsystem.

Siden 2017 har jeg haft egen praksis ved siden af ansættelser i bl.a. psykiatrien og i Forsvaret, og er i dag selvstændig på fuldtid. Jeg er som netværkpsykolog tilknyttet Dansk Krisekorps A/S og samarbejder derudover fast med UngTerapi, som du kan læse mere om her: ungterapi.dk

Uanset hvor svære udfordringer eller belastninger børn, unge eller voksne står i, er det min erfaring, at der altid er en helt normal, menneskelig og genkendelig forklaring på, hvorfor vi ikke trives mentalt som mennesker - faktisk uanset, hvor svære disse udfordringer eller belastninger end måtte være.

Jeg vil som psykolog altid tage mit udgangspunkt i dig og dine behov, og vægter en rummelig og respektfuld relation til dig som menneske og klient meget højt. Jeg arbejder overvejende kognitivt og compassionfokuseret, men lader mig også inspirere af andre terapeutiske retninger og metoder (bl.a. skriveterapi) for bedst muligt at kunne tilrettelægge og tilpasse min behandling efter dig.

Privat er jeg mor til to dejlige børn på 8 og 10 år. Jeg har selv erfaring med angst, bl.a. igennem min studietid, og blev i forbindelse med en spændende, men meget krævende ansættelse sygemeldt med stress i 2022, hvilket var en stor motivation for at blive selvstændig på fuldtid. Vi er alle bare mennesker, også psykologer. Heldigvis :)

Traumer, PTSD og kompleks PTSD (CPTSD)

Stress, herunder arbejds- og tjenesterelateret stress, belastninger og særlige hændelser samt tilbagevenden på job

Krise- og belastningsreaktioner

Tabs- og sorgproblematikker

Efterfødselsreaktioner

Angst, herunder angst og ængstelighed hos børn unge (fra 14 år) samt performance- og præstationsangst

ADHD og ADD, særligt hos piger og kvinder

Parterapi (til både unge par og voksne)

Psykisk og fysisk vold i nære relationer

Selvkritik, skyld og skam

Jeg kan hjælpe dig med…

Skulle jeg undervejs i en samtale og/eller et forløb vurdere, at du er bedre hjulpet ved anden psykolog eller i andet regi, forbeholder jeg mig retten til at anbefale dette jf. nedenstående retningslinjer og lovgivning på området.

Jeg er medlem af Dansk Psykologforening og følger Psykolognævnets retningslinjer, Psykologloven og Etiske Principper for Nordiske Psykologer.